Start
Det holdningsløse retssamfund
Overfaldet på Kurt Westergaard giver anledning til en lang række spørgsmål om den danske terrorlovgivnings funktionsduelighed.
Af Mogens Camre (DF)
Det er velkendt, at Folketingets partier er delt i det centrale spørgsmål om hvilke indgreb mod potentielle terrorister, der er forenelige med det traditionelle retssikkerhedsbegreb. Venstre og Dansk Folkeparti mener, at fredelige danske borgeres sikkerhed tilsiger mere vidtgående lovgivning, medens de øvrige partier med lidt forskellige nuancer har den opfattelse, at det traditionelle retssikkerhedsbegreb har første prioritet, og at en respekt for menneskerettighedskonventioner, skabt i en anden tidsalder, må gå forud for hensynet til den nationale sikkerhed.
Igen og igen har vi set, at byretter og landsretter har udvist terrorister og almindelige kriminelle, men deres domme er blevet omstødt af Højesteret. Det skyldes ganske enkelt, at politikerne har pålagt Højesteret at påse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke overtrædes. Her kommer hensynet til den stakkels kriminelles tilknytning til kone og børn, ligesom hans muligheder for at klare sig i hjemlandet, for slet ikke at tale om risikoen for yderligere straf i hjemlandet, forud for hensynet til de europæiske borgere.
Selv om lovgivningen giver adgang til at foretage administrative udvisninger, ser vi partierne til venstre kæmpe for, at alle udvisningssager skal for en domstol. Derved opnår de, at sagerne i virkeligheden afgøres efter den fortolkning af konventionen, som er lagt af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Underkastelse under en ikke folkevalgt instans, en domstol, som er hævet over folkets holdninger, bliver således venstrefløjens middel til at indskrænke demokratiet – i venstrefløjens retorik ”at forhindre populistiske løsninger”. Vi så det også i sagen mod de to tunesere, som i februar 2008 blev anholdt for mistanke om mordplaner mod Kurt Westergaard. Den ene er her som bekendt endnu – på tålt ophold – fordi det lykkedes venstrefløjen at kyse regeringen fra at gennemføre den planlagte udvisning.
Det er tydeligt, at venstrefløjen ikke vil anerkende, at vi er i krig mod den verdensomspændende islamiske terror, og at det indebærer, at vi må revurdere retssikkerheden.
Det andet hovedspørgsmål er, om lovgivningen og Justitsministeriet giver PET mulighed for at løse sin opgave forsvarligt. Jacob Scharf siger, at PET skal have tre-fire gange så mange folk for at løse overvågningsopgaven. Men problemet er nok, at der er alt for mange at overvåge, og at vi må lovgive om en omfattende udvisning af potentielle terrorister og ikke-integrerbare udlændinge – uanset Strasbourg. Somalieren, som overfaldt Kurt W. var længe kendt af PET og kunne være udvist efter gældende lov. Hvorfor skete det ikke? Var det af hensyn til Strasbourg domstolen? Manden blev arresteret i Kenya, men løsladt og hjulpet ”hjem” til Danmark af vores ambassade, selv om han ikke er dansk statsborger – på et tidspunkt, hvor PET og det svenske SÄPO i flere år havde overvåget ham. Havde det ikke været mere relevant, om Udenrigsministeriet havde spurgt PET først og så hjulpet de kenyanske myndigheder med at afsløre ham? Det ser stærkt ud til, at nogen har sovet i timen og, at terrorsamarbejdet er alt for svagt.
Det haster for Folketinget at sikre en mere vidtgående terrorforebyggelse og -bekæmpelse. Den store katastrofe kan ske når som helst - og Kurt W. overlevede jo kun, fordi overfaldet ikke skete, medens han lå og sov. Det er ikke holdbart, at vi på den ene side har danske soldater, der med livet som indsats bekæmper terrorister i Afghanistan medens samme slags terrorister kan operere frit i Danmark og fra deres kommandocentraler i moskeerne kan rekruttere nye ”hellige krigere”. Et velorganiseret land standser sine fjender senest ved grænsen.