Start
Europæisk finansunion
Naturligvis har Jyllands Posten ret i, at dydens smalle sti er den klogeste at vælge for EU's forgældede økonomier (lederen 19.6.). JP har også ret i, at overholdelse af strenge EU- krav vedrørende gæld og statslige underskud ikke er et problem for Danmark. Vores egeninteresse er at opfylde kravene, og vi magter at gøre det uden tvang.
JP kritiserer med rette den naive forestilling om, at man kan have en monetær union uden at have en finanspolitisk union. Lad mig understrege, at naiviteten helt har tilhørt euro-tilhængerne. Vi modstandere af euroen har hele tiden advaret om, at den finansielle union var næste skridt.
Nu vil JPs lederskribent gerne overbevise os om, at den nye erkendelse er problemfri, finansmarkederne tvinger os alligevel, vi skal glade overlade finanspolitikken til EU, og det er hykleri, når EU-skeptikerne siger, at Danmark vil komme til at betale.
Lederskribenten kan ikke have gennemtænkt, hvad fælles EU finanspolitik betyder. Den handler ikke bare om, at alle skal overholde konvergenskravene og kan miste deres EU-tilskud, hvis de svigter. Fælles finanspolitik betyder ensretning af skatter og offentlige udgifter og opbygning af fælles økonomiske fonde til at udligne forskelle. I en erklæring den 21. maj sagde EU-præsidenten Herman Van Rompuy klart, at EU vil udjævne den store forskel i konkurrenceevne for at sikre en mere rimelig og fair økonomisk udvikling.
Den finansielle union handler om en gedigen socialistisk omfordelingspolitik mellem nord og syd/øst EU. Alle ved, at EU-landene er vidt forskellige, det skyldes kulturelle og historiske forskelle. Landene har hver efter evne valgt deres udvikling og mangel på samme. Det er velkendt, at korruptionsniveauet stiger med afstanden fra København, og nogle stater regeres af særdeles ringe politikere. Belgien, som er ved at revne i et velstående Flandern og et stillestående Vallonien er et eksempel på forskellene. Der er ingen tekniske årsager til uligheden, men to folk, to sprog. Flandern ligner Holland: flittigt og effektivt. Vallonien er fransk, reformangst og bange for at smøge ærmerne op. Selvfølgelig vil flamlænderne ikke betale til stilstanden i syd.
Nu ser EU’s magtelite en chance for at sætte sig endegyldigt på styringen af EU. Demokratiet har slået fejl – befolkninger og regeringer i nogle lande ville ikke følge de rationelle konvergenskrav. Medlemskab af euroen slørede en tid de sande tilstande. EU vil gøre europæerne ens, efter tysk model. Ens budgetter, ens skatter, ens offentlige udgifter. Hvem tror man kommer til at betale regningen? Det gør de flittige, reformvillige lande i nord og vest. Kun virkelige naivister tror på, at grækere, rumænere, bulgarere, spaniere og italienere m. fl. kan eller vil selv, hvis den fælles finanspolitiske union betaler og udligner forskellene.
Danmark er på vej til at overlade beskatningen af danskerne til fremmede, hvis vi accepterer at give EU budgetmyndighed. Landene bør, som JP siger, se en stærk egeninteresse i at optræde økonomisk rationelt. Det må være nok i et demokrati. Vil man ikke føre en ansvarlig økonomisk politik, må man selv bære følgerne.