Start
Trosfrihed
Af Mogens Camre MEP og Morten Messerschmidt MF,
Der er trosfrihed i Danmark. Man kan frit tro på Odin, Zeus, Allah, Jahve eller den kristne Gud. Troen på den ene eller den anden gud er en privat sag, så længe denne tro ikke indebærer en adfærd, som truer det demokratiske samfund og menneskers sikkerhed.
Der er mennesker i vores samfund, som vil bruge deres tro til at underbygge noget, som er det glade, rablende sludder. Det gælder således, når præster og kristne videnskabsfolk stiller op og argumenterer mod Darwins udviklingslære og kræver undervisning i det gamle testamentes skabelsesmyte ud fra den seneste overtro, som kalder sig ”intelligent design” og som går ud på, at ”livet er for komplekst til at opstå ved en tilfældighed”, som biskop Karsten Nissen udtrykker det. Nu går udviklingslæren faktisk ikke ud på, at livet er opstået ved en tilfældighed men derimod som en følge af en kompliceret naturskabt proces. Ikke ret mange mennesker kan tage det alvorligt, at Adam skulle være skabt af en klump ler, som Gud blæste liv i og Eva af Adams ribben, og heldigvis kan vi gøre grin ikke blot med de overtroiske præstemænd men også med biblens mange farverige myter. Vi kan frit afbilde Gud, vi har utallige vittigheder og festlige film om Gud, vi kan fremstille profeten Jesus på alle mulige måder – og vi kan frit hævde, at Gud er et fantasifoster, skabt af mennesker og det hindrer ikke, at flertallet af os er kulturkristne.
Sådan har det ikke altid været i kristendommen, men sådan er det heldigvis i vor oplyste tid. Og så oplever vi, at en fremmed tro, som er mere politik end religion, trænger sig ind i Vesten og gør krav ikke på religionsfrihed, men på monopol og på forbud mod enhver analyse og kritik. Ikke blot hævder denne tro en verdensopfattelse, som videnskabeligt kan bevises at være falsk, men den opstiller en række leveregler, som eklatant strider imod de menneskerettigheder, som vores kultur bygger på. De samfund, hvor denne tro har den egentlige magt, er alle ynkeligt uudviklede diktaturstater, hvoraf de fleste er ludfattige og hvorfra der udgår den ene blodige konflikt efter den anden, internt i kulturen og overfor dens naboer.
I denne situation er der så nogle vesterlændinge, som fortæller os, at vi skal vise respekt for islam. Hvorfor vi må gøre grin med kristendommen og kritisere den, men ikke må gøre det samme i forhold til islam, er uklart. Der kan naturligvis være den forklaring, at den kristne kirke ikke udsteder fatwaer og, at det derfor er ret risikofrit, men det kan vel næppe være hele begrundelsen.
Når muslimer optræder så hysterisk over enhver kritik af islam og nogle endda kan finde på at overfalde en forsker ved et dansk universitet for blot at læse nogle passager op fra koranen, når danske tegnere trues med døden og når 11 muslimske landes ambassadører kan kræve statsministerens indskriden mod de efterhånden verdensberømte Muhammed tegninger, så er der virkelig grund til, at den vestlige verden sætter gang i en belysning af, hvad islam egentlig indeholder og hvem Muhammed faktisk var.
Kristendommen har ikke brug for beskyttelse mod forskning, analyse eller latterliggørelse, men det har islam tydeligvis. Ligesom katolicismen i de mere udviklede lande ikke kunne modstå Martin Luthers kritik, kan islam sandsynligvis heller ikke tåle religionsforskning, analyse eller kritik – og netop disse midler kan derfor synes at være den eneste vej til at befri de islamiske folk.
Det er direkte pinligt, at 22 pensionerede, danske ambassadører optræder som hjælpere i den muslimske kampagne mod ytringsfriheden. De har virkelig ikke fattet, at religionsfrihed ikke betyder forbud mod religionskritik. Det er godt, de er blevet pensioneret.
Religionen er en helt central del af enhver kultur. De sociale og kulturelle vilkår og de dertil knyttede tidlige religioner i de geografiske områder, hvor de store religioner er opstået, er den baggrund, som religionsskaberne, profeterne, har udviklet deres religiøse ideer på. De store religioner har så fået afgørende indflydelse på den videre udvikling af kulturerne og kan ikke adskilles fra dem.
Når vores verden i dag er præget af dybe økonomiske og sociale kløfter, er kulturerne og dermed religionerne den helt afgørende faktor. Ingen som læser FN’s seneste Arab Human Development Report kan være i tvivl om, at bindingen til middelalderens verdens- og menneskeopfattelse bærer skylden for den arabiske verdens mangel på udvikling. Tilsvarende gælder for samtlige andre islamiske lande. De dybt reaktionære kræfter, hvis overlevelse er betinget af, at de kan fastholde den nuværende magtfordeling i de islamiske lande, bærer alene ansvaret for den fundamentalistiske mobilisering, som er årsag til, at politiske galninge udsender trusler om hellig krig og drab på alle anderledes tænkende – og rent faktisk har held til at realisere truslerne i land efter land.
Det er bekymrende, at der er politikere i den vestlige verden, som ikke har forstået, at den fundamentalistiske, islamistiske mobilisering, som i vidt omfang finansieres af Iran og Saudi Arabien, hverken skyldes konflikten mellem Israel og palæstinenserne eller krigen mod Saddam Hussein og hans forbryderregime. Som bekendt eksisterer den israelsk-palæstinensiske konflikt ikke blot siden staten Israels oprettelse, men i de seneste par årtusinder, og angrebet 11. september kom før angrebet på Irak.
Når Ritt Bjerregaard giver udtryk for, at terrortruslen er vores egen skyld: ”Regeringen har ført Danmark i krig – endda på et løgnagtigt grundlag – og vi må desværre regne med uhyggelige konsekvenser. Den, der sår vind, høster storm”, er det næppe kun et forsøg på at erobre stemmer i det røde København, men et udtryk for, at hun, ligesom desværre mange socialdemokrater, tror, at vi kan undgå terroren ved at give efter for de uhyrlige krav om verdens indretning, som udgår fra islamisterne. Hun har ikke forstået, at den kamp, som islamfascismen har indledt mod hele den vestlige kultur, er betinget af et irrationelt ønske om at skabe et verdensomspændende kalifat, som bringer friheden og hele den markedsdirigerede økonomiske udvikling til ophør. Den trussel kan vi ikke bare købe os fri af ved at vise forståelse.
I de næste 25-30 år vil jordens folketal stige med omkring 50 pct., fra godt 6 milliarder til 9. Næsten hele tilvæksten vil ske i udviklingslandene og en meget stor del af den i de islamiske samfund. Da den økonomiske vækst i disse lande samtidig er ringe, vil det skabe uoverskuelige problemer, som kun den mest ureflekterede del af mennesker i den vestlige verden tror, kan løses ved indvandring til Europa og ved udviklingsbistand. Det er uomgængelig nødvendigt, at den islamiske civilisation ligesom den afrikanske civilisation undergår kulturelle revolutioner. Lykkes det ikke, må vi imødese blodige kampe om de alt for knappe ressourcer.
Den islamiske kulturs stærkest ekspanderende bevægelse er islamismen og den rummer ingen løsninger på kulturens udviklingsproblemer overhovedet. Dens selvforståelse er uden forbindelse med virkeligheden og den omsætter sin frustration i had mod de kulturer, der i frihed og åbenhed har skabt fremskridt og velstand.
Ingen kan være i tvivl om, at der i de islamiske parallelsamfund i Europa er bred tilslutning til de hadefulde holdninger overfor Vesten, selvom kun et mindretal vil engagere sig i terrorisme. Når indvandrere fra islamiske lande i så ringe grad integreres i Europa, ligger skylden ikke hos europæerne men i den kendsgerning, at tilslutning til en middelalderlig kultur uundgåeligt gør mennesker til tabere, her som i de islamiske lande. Det prøver vi i venlig korrekthed at benægte, og derfor udviser også det danske samfund en urimelig accept af alle de kulturtræk, som forhindrer integration. Det skal erkendes, at det er svært at ændre en kultur, i hvilken kun et mindretal er indstillet på at ændre noget. Vi bør erkende, at vi ikke gør dem, der ikke ønsker forandring, nogen tjeneste ved at lade dem blive her, og vi åbner for en stadig mere alvorlig trussel mod vores samfund.
Det er på baggrund af vores korrekte men urealistiske politik overfor den islamiske kultur, at vi i 2005 skal opleve, at et stort antal muslimer føler sig krænket over 12 helt harmløse tegninger af profeten Muhammed i Jyllands-Posten. Ambassadører fra ti muslimske lande bliver af deres regeringer instrueret om at kræve, at den danske regering indfører censur, og en lang række muslimske organisationer melder avisen til politiet. De vil true os til at vende tilbage til middelalderen og dens overtro. De taler om blasfemi og her i landet har vi sandelig en lovparagraf, der forbyder os at gøre grin med uvidenhed og overtro, så lande, der forfølger kristne og ødelægger kristne kirker, tror, at de kan bruge vores lov til at gennemtvinge respekt for deres middelalderholdninger i vores eget land.
Vi må spørge, om en retlig beskyttelse mod latterliggørelse af religiøs tro hører hjemme i det 21. århundrede. Det er tydeligt, at kun tilhængere af religiøst diktatur føler behov for en sådan beskyttelse. Men de, som i uvidenhed tager rene mytiske fortællinger som sandhed, har ikke krav på at blive taget alvorligt og de, som ved hellig krig vil udbrede deres fanatiske middelalderholdninger og kvæle demokratiet, har ikke krav på at bruge vores retssystem til deres formål. For at gøre det klart må blasfemiparagraffen i straffeloven ophæves.
Kulturer, som ved religiøs fanatisme, uvidenhed, vold og hjernevask har bragt deres samfund til socialt sammenbrud, har ikke krav på særlig respekt, og slet ikke når de kommer her og er ved at nedbryde vores retssamfund indefra. Symboler som hel eller delvis tilsløring af kvinder, forskelsbehandling af kvinder og mænd, halalslagtning, særbehandling på hospitaler eller i svømmehaller må, ligesom koranskolerne, simpelthen forbydes. Er der mennesker, der ikke vil acceptere det, må de rejse hjem. Vi har ikke inviteret dem, vi skylder dem ikke noget, og vort land vil kun have fordel af ikke at skulle forsørge dem.
Vi har helt åbenbart et problem med en del af imamerne. Mange af dem er besat af ideen om, at de er fortroppen i det erobringstogt, der skal islamisere Europa og skabe det store kalifat. Imamer får, ligesom forkyndere fra andre fremmede trossamfund, indrejse i Danmark efter en særlig bestemmelse i udlændingeloven. Vi må knytte betingelser til sådanne indrejsetilladelser. Vi må kræve, at de pågældende på alle punkter nøje respekterer den danske lovgivning, at de erklærer sig indforståede med, at de ikke må udtrykke sympati for terrorvirksomhed, at de ikke må angribe demokratiet eller fremsætte trusler mod andre religioner eller folk og, at de ikke må fremsætte noget synspunkt, som er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og derfor f.eks. ikke må gøre sig til fortaler for eller rådgive efter sharialovgivningen. Hvis en forkynder ikke vil indgå på disse betingelser, eller hvis han overtræder dem, skal han straks udvises.
Middelalderen er uigenkaldeligt slut i Europa, og vi skal ikke yde nogen form for støtte til, at den genindføres.