EU
EU-traktaten er ikke vejen til et bedre EU
Af Mogens Camre
Når jeg kommer ud til møder om EU eller modtager studerende og andre i Bruxelles eller Strasbourg, møder jeg undertiden spørgsmålet: Når nu Dansk Folkeparti er imod EU, hvorfor sidder du så her som medlem af parlamentet?
Spørgsmålet fylder mig hver gang med undren, for det er faktisk udtryk for en meget primitiv opfattelse af demokratiet. Det svarer til at sige til socialdemokraterne eller SF i Folketinget: Når I nu er imod regeringen, hvorfor sidder I så i Folketinget?
Dansk Folkeparti er ikke modstander af europæisk samarbejde, selvfølgelig ikke. Vi mener, at det er overordentlig vigtigt, at de europæiske lande samarbejder om de spørgsmål, som kan og må løses i Europa, men vi er modstander af en del af det, der foregår i EU og vi er frem for noget modstander af en række af de modeller for fremtidens europæiske samarbejde, som forskellige kræfter arbejder for.
Lad mig opregne noget af det, vi er tilhængere af:
* Vi er for et åbent handelsmæssigt samarbejde i Europa – og vi vil gerne have dette samarbejde udstrakt til også at omfatte USA og Canada. Vi ønsker, at EU skal være mere åbent for samhandel med verden udenfor EU.
** Vi finder det vigtigt, at en lang række tekniske standarder samordnes i Europa. Det gælder tekniske specifikationer på alt fra elektriske installationer over togdrift til arbejderbeskyttelse, det gælder forbud mod farlige kemikalier og det gælder høje krav til fødevaresikkerhed. På alle de områder, hvor der ikke kan skabes enighed om de høje krav, der gælder i Danmark, vil vi kun lade EU fastsætte minimumskrav.
*** Vi finder det vigtigt at have et politimæssigt og retligt samarbejde om bekæmpelse af kriminalitet, terror og ulovlig indvandring. Men igen: et samarbejde, ikke en afgivelse af magten over dansk lovgivning. Det er meget enkelt: nogle lande ser helt anderledes på kriminalitet og kriminalitetsbekæmpelse end vi. Der hersker ikke almindelig retssikkerhed i alle de nye medlemslande, og knap nok i alle de gamle. Vi vil ikke nøjes med den gennemsnitlige indsats for bekæmpelse af ulovlig indvandring, som EU kan enes om. Vi vil ikke nøjes med den kvalitet, som politiarbejdet har i et flertal af EU-lande. Vi stoler ikke på dommerne i alle medlemslande, og vi føler os langtfra sikre på, at EU's flertal har forstået truslen fra den islamiske indvandring til Europa.
**** Vi finder, at de omfattende påvirkninger af det globale miljø og de klimaforandringer, der finder sted i verden, kræver en fælles indsats, både når det gælder modvirkning af menneskeskabte påvirkninger og tilpasning til følgevirkningerne af klimaændringer.
***** Vi mener, at EU bør bruge hovedparten af de midler, medlemslandene giver til EU, til en forsknings- og udviklingsindsats, rettet mod vor tids store problemer: bæredygtig energiproduktion, sygdomsbekæmpelse, det globale miljø og effektive sociale og økonomiske samfundsstrukturer.
Forudsætningen for, at EU får overdraget kompetence på et givet område bør være, at tre kriterier er opfyldt:
a. Der skal være ægte folkelige flertal bag overdragelse af den pågældende opgave til EU,
b. Der skal være klare stordriftsfordele ved at løse den pågældende opgave i EU-regi,
c. Det skal være nødvendigt for resultatet, at opgaven løses i fællesskab med de øvrige medlemslande.
Dette er ikke kendetegnende for det EU, vi kender i dag.
Som bekendt er EU siden Rom-traktaten på vej væk fra at være et samarbejde og er ved at blive en egentlig union, der styres overstatsligt. Dette mål er klart udtrykt i Rom-traktaten. Maastricht-traktaten, som danskerne stemte nej til i 1992, var den traktatmæssige ramme om vidtgående suverænitetsafgivelse til en økonomisk union med fælles mønt, fælles pengepolitik, fælles centralbank, vidtgående juridisk samordning, unionsborgerskab og fælles forsvar.
Vi opnåede i 1993 fire undtagelser fra traktaten: Danmark er ikke med i den såkaldte tredje fase af den økonomisk-monetære union, dvs. vi har ikke fælles mønt, vi er ikke omfattet af borgerskabet, af den juridiske samordning og af det fælles forsvar. Det sidste ville i øvrigt også være ligegyldigt, eftersom det ikke eksisterer udenfor fantasiens og bordtalernes verden.
I et samarbejde, der har respekteret vore forbehold, har Danmark klaret sig langt bedre end noget andet EU-land:
- Vi har den højeste beskæftigelsesgrad og den laveste ledighed i EU
- Vi har en højere social standard end noget andet EU-land
- Vi har den stærkeste statslige budgetbalance i alle EU-lande
- Vi har et større antal tilfredse borgere end noget andet EU-land
- Vi ligger nr. 1 på verdens rangliste som mindst korrupte land
Overfor Danmarks resultater står så en lang række EU-lande – herunder de store og toneangivende – som ikke klarer sig særlig godt. Lad os lige se på nogle vigtige nøgletal for 2006:
Bruttonationalprodukt: EU-25: 100, Euro-landene: 106, Danmark: 122, USA: 152 (index)
Beskæftigelsesgrad 16-65 årige: EU-25: 63,3%, Euro-landene: 63,0%, Danmark: 75,9%
Statsbudgettets balance i pct. af BNP: EU-25: -2,0, Euro-landene: -2,0, Danmark: +4,0
Ledighed: EU-25: 8,0%, Euro-landene: 8,0%, Danmark: 3,8%
Den EU-model, som regeringscheferne dels har ønsket, dels er blevet tvunget af de store lande til at acceptere, er en forældet, socialistisk, planøkonomisk model. Den bygger på, at landene skal tvinges til at acceptere bestemte strukturer, som Kommissionens bureaukratiske embedsmandskorps og flertallet i Ministerrådet tror på. Der foregår en overregulering af medlemslandenes forhold, som er skadelig for vækst og beskæftigelse. EU's lovgivning fylder over 100.000 sider og utallige detailregler er opstillet for praktisk taget alt mellem himmel og jord.
EU-kommissionens embedsmandskorps er sammensat af embedsmænd fra alle medlemslandene, og mange er – sammenlignet med danske, svenske, tyske, engelske og hollandske embedsmænd – uerfarne og uegnede. Når embedsmænd fra lande, der ikke fungerer godt, bliver ansat i EU-kommissionen, bliver administrationsstandarden gennemsnitligt ringere. Hele Kommissionens administration er gammeldags og uegnet til at løse nutidens og fremtidens opgaver.
Halvdelen af de penge EU sender tilbage til medlemslandene er landbrugsstøtte. Det er fuldstændig meningsløst. EU har overproduktion af landbrugsvarer, og der er overhovedet ikke behov for støtte – men EU’s småbønder er en politisk magtfaktor, og derfor får de støtte.
Når der er så meget slendrian med EU’s penge, at EU’s egen Revisionsret ikke vil afgive en erklæring om regnskabernes korrekthed, skyldes det dels en uforsvarligt dårlig EU-lovgivning, som er vanskelig at administrere, dels uduelighed i EU’s embedsmandskorps og i embedsmandskorpsene i en række medlemslande, som skal fordele støtten. Selve ideen om, at alle lande bidrager til EU og ca. 80 pct. af pengene sendes tilbage til forskellige formål i medlemslandene, er socialistisk planøkonomi. De allerfleste medlemslande ville få mere ud af at bruge pengene selv – og uden at 20 pct. gik tabt i EU. Der er i dag 11 lande, som er netto-bidragsydere. Alle andre er netto-modtagere. Omfordelingen skyldes dels den opfattelse, at EU med økonomiske midler kan styre udviklingen i medlemslandene i en bestemt retning, dels ønsket om at skabe den illusion, at landene modtager noget fra EU. Det gør de ikke, virkeligheden er, at alle yder og alle modtager, men 16 lande har altså "overskud" og 11 har "underskud".
Hele EU’s pengeomfordeling er absurd. De flittige, reformvenlige landes borgere betaler til de lande, som ikke vil gennemføre reformer eller ikke bestiller ret meget. Som den tidligere, svenske, socialdemokratiske statsminister Göran Persson sagde: ”Det kan ikke være rigtigt, at lande som Danmark, Finland og Sverige, som beskatter sine borgere hårdt, skal betale penge til lande, som ikke vil beskatte deres egne borgere”. De økonomiske overførsler bliver således en sovepude imod reformer og alle analyser viser, at pengene i vidt omfang ikke opfylder de planlagte formål.
Den tidligere hollandske EU-Kommissær, Bolkestein, har sagt, at EU kunne fungere med et budget på blot 15 pct. af det nuværende. Han har ganske ret. Uanset at alle ansvarlige kræfter i EU ønsker at sikre sig, at EU får det, man betaler for, er der ikke i dag administrativ kapacitet og relevant lovgivning til at sikre det. Det budgetslagsmål, som i dag består i, at alle lande søger at sikre sig så mange penge som muligt fra EU's budgetter, samtidig med at man med ugennemskuelige aftaler søger at reducere indbetalingerne, kan kun løses ved, at EU ophører med at yde direkte tilskud til aktiviteter i medlemslandene og i stedet yder lavtforrentede lån, som skal tilbagebetales.
I 2000 vedtog EU under mange store ord og betydelig selvros den såkaldte Lissabon-dagsorden. Den gik ud på, at EU i 2010 skulle have verdens stærkeste, videnbaserede vækstøkonomi. Ved halvvejsevalueringen i 2005 var resultatet ret nedslåede: man var ikke nået ud af stedet.
Det er ikke så mærkeligt. Europæerne er reformangste – og politikerne magter ikke at gøre det nødvendige. Selv den franske EU-kommissær, Barrot, har udtrykt det klart: Europæerne arbejder for få timer pr. uge, de arbejder for få år i deres liv og de arbejder i en forældet teknologi. Barrot har også meget rammende sagt, at forskningen flytter til USA, sværindustrien til Kina, it-industrien til Indien og Europa bliver et museum.
Det er overfor denne virkelighed, vi spørger, hvordan nogen i ramme alvor kan foreslå, at vi skal overdrage mere af vores nationale suverænitet til EU. Det svarer til, at aktionærerne i et veldrevet aktieselskab med mange beskæftigede og stor økonomisk vækst fyrer direktionen og siger: vi kan ikke bruge jer mere, for vi har besluttet i stedet at ansætte en direktion, som lige har kørt et andet firma nedenom og hjem. Så tåbelige er der meget få aktionærer, der er – men rationel tænkning er en mangelvare i politik.
Desværre er der mange naive danskere, der tror, at det er os, de fem millioner danskere, der kan bestemme, hvordan fremtiden skal se ud for EU-landene. Det er en illusion - vore ideer er i absolut mindretal. Hvis andre lande ønskede en udvikling som Danmarks, ville de naturligvis arbejde for at gennemføre den.
Vi står nu i den situation, at forslaget til en europæisk forfatning, som blev kasseret af det franske og det hollandske folk ved folkeafstemningerne i 2005 er på vej til nyt liv. Forfatningsforslaget, som endegyldigt vil samle den afgørende magt hos de fire store lande, har fået nyt navn og indpakningen er ændret. Man har opgivet de ret ligegyldige formelle symboler: EU-flaget, EU-hymnen, EU-nationaldagen og titlen udenrigsminister til den såkaldte "høje repræsentant" for udenrigspolitikken, men indholdet er det samme. Det gælder ændringen af magtfordelingen, hvorved Danmark vil få sin stemmevægt i Ministerrådet halveret, vi får ikke en fast kommissær, der vil blive indført flertalsafgørelser på praktisk taget alle områder, og flere beføjelser end nogensinde før vil blive overført til EU’s organer.
Når tilhængerne taler om, at den nye traktat er nødvendig for at få en effektiv beslutningsproces, er det en omskrivning af det, der reelt er tale om: de store lande ønsker at kunne tvinge de beslutninger igennem, som de ønsker, og det er naturligvis fordi det gavner dem. Der er intet der tyder på, at disse lande, der generelt har store indre udviklingsproblemer, kan tilføre hele EU den udvikling, der er behov for. EU's problemer skyldes som helhed ikke manglende beslutningskraft i EU's organer men mangelfulde politiske mål og politiske mål, som er forskellige fra det, flertallet af danskere ønsker.
Et helt klart eksempel herpå er de officielle beslutninger i såvel Ministerrådet og Kommissionen som Europa Parlamentet om at optage Tyrkiet i EU, når landet opfylder de stillede betingelser. Det overvejende flertal af EU's borgere er imod og beslutningen vil være ødelæggende for hele Europas fremtid. Alligevel fortsætter forhandlingerne med Tyrkiet i en forventning om, at europæerne kan tvinges til at acceptere det ødelæggende indgreb i Europas kultur - og i EU's økonomi - som optagelsen af Tyrkiet vil indebære.
Det er helt klart, at den nye traktat ikke kan gennemføres på demokratisk vis. Englænderne, danskerne, franskmændene, hollænderne, finnerne, polakkerne og svenskerne ville formentlig alle stemme nej, hvis de fik mulighed for at stemme ved folkeafstemninger. Selv om Tyskland bliver cementeret som EU’s mægtigste land (i hvert fald indtil EU er tåbeligt nok til at optage Tyrkiet som medlem), ville tyskerne sikkert stemme nej, men som bekendt forhindrer den tyske politiske elite stadig det tyske folk i at udøve dets fulde demokratiske rettigheder.
I dette øjeblik ser det ud til, at stats- og regeringscheferne er enige om at forhindre deres befolkninger i at stemme om det overgreb, der er ved at blive begået mod de europæiske landes selvstændighed. Hvis det lykkes, vil det give politikerlede og kan føre hele EU ud i omfattende mistillid til demokratiet. For trods alle Europas økonomiske problemer repræsenterer de europæiske lande en kultur, som ikke accepterer store samfundsomvæltninger, der ikke er resultatet af en demokratisk proces. EU vil blive en sammenslutning, som mangler demokratisk legitimitet.
Jeg spørger igen og igen de mennesker, der er varme tilhængere af den centralstyrede, europæiske union, hvorfor de vælger lige netop den model, som den mest bagudskuende administration i EU, den franske, ved sin ekspræsident, den for længst pensionerede Giscard d’Estaing har udarbejdet. Der er jo ikke kun én model for det europæiske samarbejde, der er flere muligheder, og hvorfor skal vi dog vælge en udbygning af den model, som har vist sig at fungere så dårligt? Jeg har aldrig fået noget kvalificeret svar – kun en underdanig henvisning til, at når nu de store lande siger, at vi skal… Den begrundelse duer ikke.
En fortsættelse af magtkoncentrationen i EU, af den centralstyrede økonomiske udvikling af lande, som ikke ligner hinanden og ikke kan styres efter samme politik, og selvfølgelig ikke kan have samme valuta og pengepolitik, vil gøre EU til et lavvækstområde, hvis bruttonationalprodukt pr. indbygger fortsat vil komme til at ligge meget lavere end USA’s.
Danmark har i frihed skabt vores udvikling. Andre lande kan gøre det samme, hvis de selv vil, men EU kan ikke tvinge dem. Derfor arbejder Dansk Folkeparti for et europæisk samarbejde mellem ligeværdige, frie nationer. Og derfor siger vi til danskerne: stem nej til den nye EU-traktat.